Hvis du har tilbragt tid blandt mennesker, hvis dyr er døde, har du mødt udtrykket. En hund er “gået over regnbuebroen”, og alle i rummet forstår, hvad der menes, uden en forklaring. Det er et af de få fælles udtryk, der findes for dette tab, og det er værd at se nærmere på – hvor det kommer fra, hvad det egentlig beskriver, og hvorfor nogle mennesker helst ikke vil bruge det.
Teksten, og hvad vi faktisk ved om den
Udtrykket stammer fra en kort prosatekst, normalt kaldet “Regnbuebroen”, som begyndte at cirkulere i begyndelsen af 1980’erne. Den fylder et par afsnit. Den blev skrevet på maskine, fotokopieret, hængt op i dyrlægers venteværelser og trykt på bagsiden af kondolencekort, på et tidspunkt hvor der ikke var nogen nem måde at spore, hvor en side kom fra.
Det var sådan, den spredte sig: ved at blive kopieret. Hvilket også er grunden til, at ingen kan sige, hvem der skrev den.
Flere navne er blevet foreslået gennem årene, og versioner af historien knytter teksten til en bestemt person, et bestemt dyr og et bestemt år. Ingen af disse påstande er blevet afgjort, og teksten er i praksis anonym. Forskellige kopier har lidt forskellige ordlyd. Hvis du har læst den tre steder, har du læst tre lidt forskellige tekster.
Det er fristende at udfylde det hul med en pænere historie, og det vil vi ikke gøre. Alt, hvad der ærligt kan siges, er, at en anonym tekst fra omkring fyrre år siden blev en af de mest gentagne ting, der siges om et dødt dyr, og det lykkedes uden en forfatter, en udgiver eller en annonce.
Billedet
Det, teksten beskriver, er enkelt, og det er værd at sige direkte i stedet for i dens egen tone.
Der er en eng, på denne side af et eller andet. Dyr, der var gamle, syge eller sårede, ankommer dertil og bliver genoprettet – de er unge og hele igen, og de løber og leger. Der er en bro. De krydser den ikke, før den person, de tilhørte, ankommer, hvorefter dyret bryder ud fra de andre og løber dem i møde, og de to krydser broen sammen.
Tre idéer bærer vægten. Dyret er ikke længere i den tilstand, det var i til sidst. Ingen efterlades alene og ventende. Og ventetiden er gensidig – dyret venter på dig, ikke omvendt, hvilket vender den måde, de sidste måneder normalt forløb på.
Det er det hele. Teksten modsætter sig uddybning, hvilket sandsynligvis er grunden til, at den har holdt; der er ikke meget i den at diskutere.
Hvorfor et fælles udtryk hjælper
Et menneskes død kommer med sproget allerede knyttet til sig. Der er ceremonier, oplæsninger, etablerede sætninger, ting man må sige, og ting man ikke må. En hunds eller kats død kommer med næsten intet – et par akavede standardvendinger og et ret stærkt socialt signal om, at man ikke skal gøre for meget ud af det.
Det hul er, hvor regnbuebroen gør sit arbejde. Det er en sætning, der kan siges højt i et personalekøkken eller skrives i bunden af et kort, af en person, der ikke har nogen særlig tro, uden at nogen til stede behøver at være enige om, hvad der sker efter døden. Det er ikke en doktrin. Det ligger tættere på en talemåde, som alle genkender.
Den er også kort, hvilket betyder mere, end det lyder. “Han er ved regnbuebroen” er én linje. I det øjeblik, hvor nogen ikke kan overskue et helt afsnit, er én linje forskellen mellem at sige noget og sige ingenting.
Det ærlige er, at det også fungerer som en eufemisme, og en eufemisme gør to ting på én gang. Nogle gange skåner den den, der taler. Nogle gange skåner den den, der lytter. Hvilken af de to der er tilfældet, afhænger helt af, hvem der taler, og man kan som regel høre det.
Hvordan folk bruger det
Oftest optræder det på et kort. Én linje i slutningen af en kondolencebesked, efter navnet. Det er almindeligt nok, at et kort, der nævner det, ikke kræver forklaring, hvilket er hele pointen med et fælles udtryk.
I tale har det sin egen forkortelse. “Hun gik over broen.” “Han venter ved broen.” Folk, der aldrig ville beskrive sig selv som sentimentale, bruger dem, fordi alternativet er en sætning om døden, der stopper en samtale.
Nogle bruger det ved en lille ceremoni. Ikke en formel en – sammenkomsten i slutningen af ugen, nedgravningen af aske i en have, plantningen af noget i et yndlingshjørne. Et par stykker læser teksten højt, men oftere siger nogen bare udtrykket og lader det være ved det.
Og det optræder på mindegenstande. Når et stykke bestilles, bliver man spurgt, hvad der eventuelt skal stå på det, og “ved regnbuebroen” er et af de svar, folk giver. På et indrammet portræt vil det stå på den graverede navneplade langs underkanten. Det kan også udelades, hvilket er mere almindeligt, end man skulle tro – de fleste af de stykker, vi laver, bærer dyrets navn, eller navnet og to datoer, og intet andet. Detaljerne aftales på samme måde som alle andre, og mindegenstandene og gennemgangen af, hvordan man bestiller et mindestykke beskriver hvordan.
Hvis du hellere vil undgå det
Mange synes, udtrykket er sødladt. Engen, legen, genforeningen ved broen – for nogle læsere er det for sødt i forhold til, hvad der er sket, og det kræver, at de forestiller sig en scene, de ikke tror på. Andre bryder sig ikke om måden, det gør en død blødere end en død. Det er en rimelig indvending, og det er ikke en mangel på følelse.
Almindelige ord fungerer lige så godt, og ofte bedre. “Han døde i tirsdags.” “Hun var elleve, og hun var hos os hele tiden.” “Jeg savner hende.” Ingen af dem har brug for hjælp.
Den praktiske regel er at følge den person, du skriver til. Hvis de brugte udtrykket først, må du bruge det tilbage; det er deres sprog, og at gengælde det er en høflighed. Hvis de ikke har brugt det, skal du ikke indføre det. Et kort, der siger “Det gør mig så ondt”, er komplet i sig selv.
Hvis stykket er dit eget, er valget helt dit. Der tilføjes intet, som du ikke har bedt om, og ingen ved arbejdsbænken synes mindre om et stykke, der bærer et navn og intet andet. Nogle vil have udtrykket på navnepladen, fordi det er, hvad de og deres dyr sagde til hinanden. Nogle vil kun have navnet, eller navnet og årene. Begge er almindelige valg, og ingen af dem kræver en forklaring.
Hvis stykket skal bære ord
Det indrammede portræt er det stykke, der oftest bærer dem. Et nålefiltet hovedstudie af dit dyr, eller hovedet med forpoterne, monteret i en solid ramme, med mulighed for en graveret navneplade langs underkanten. Det koster fra $379, laves på bestilling, og det tager seks til fjorten uger.
Du kan beslutte dig om ordlyden, når du bestiller, eller fortryde, før rammen lukkes. Et klart, frontvendt fotografi er nok at begynde med, og intet starter, før du har godkendt referencen.
Sæt udtrykket på det, eller lad det være. Dyret er den del, der betyder noget.
One letter a month
Occasional notes from the studio: new pieces, what we are working on, and the questions customers ask most. No offers, and you can leave at any time.
